Mulig opstart af turneringerne

Hej alle aktive medlemmer.

DCF har nu meldt ud, at man sigter efter at starte cricketturneringerne op den 13. juni 2020. 

Vi ved, at det inden for de seneste par måneder har været svært at finde motivation til at træne uden noget rigtigt formål. Nu ser det dog ud til, at vi snart kommer i gang for alvor. Bestyrelsen vil derfor gerne opfordre ALLE til at yde en ekstra indsats med hensyn til træning i løbet af de næste 2 uger, så vi er nogenlunde forberedte på at få afviklet vores cricketkampe på den bedste måde.

Der skal spilles enkeltrække turneringer, så der er ingen kampe at spilde – det er “game on” fra 1. kamp. Specielt spillerne omkring 1. holdet har derfor en opgave med at finde formen, så klubben som minimum holder fast i sin plads i 1. division. Vær en god kammerat, en god medspiller og ikke mindst et godt aktiv for klubben. Græsset er grønt og solen skinner (måske), så det er bare med at komme i gang!

Har I spørgsmål (ingen dumme spørgsmål tak) så skriver i bare 🙂
Vi ses i parken!

Til orientering får i herunder teksten fra DCF…… der er mange ubekendte, og det er bestemt ikke nemt, at få alle ender til at mødes og gøre alle tilfredse. Alle har jo deres egen holdning til, hvordan de synes, at tingene skal løses. Jeg vil dog gerne opfordre til, at vi alle er loyale over for forbundet i denne vanskelige tid – tak.

Til alle klubber,

 DCF arbejder på at starte turneringen hurtigst muligt efter at forsamlingsforbuddet på max. 10 personer ophæves eller forhøjes. Hvis det sker d. 8. juni, som myndighederne har indikeret, er planen at første spillerunde for seniorer gennemføres i weekenden fra d. 13. juni. 

Ungdomskampe/stævner håndteres separat og efter dialog i næste uge med de involverede klubber.

Corona-reglement

For at imødegå den fortsatte smitterisiko har DCF udarbejdet et tillægsreglement gældende for alle rækker – og indtil andet meddeles i takt med, at situationen ændrer sig.

Det vedhæftede corona-reglement omhandler afviklingen af kampe, og er udarbejdet efter rådgivning med DIF og med inspiration fra ICC. DCF opfordrer kraftigt klubberne til at forholde sig til det inden man besvarer spørgsmålene nedenfor.

Derudover opfordres klubberne til at tage stilling til diverse forhold før og efter kampe, f.eks. transport (transportform, opdeling i mindre grupper mv.) og praktikken ved overnatning på dobbeltture.

Turneringsreglementet 2020:

Dels i mangel af et repræsentantskabsmøde og dels grundet udsættelsen af sæsonstart har bestyrelsen fundet det nødvendigt at vedtage tilpasninger af turneringsstruktur og det øvrige reglement. Det gældende turneringsreglement og et resumé af de væsentligste ændringer i forhold til 2019 er vedhæftet. Ændringerne præciseres yderligere, når turneringen er endeligt omlagt – og alle ændringer i år vil blive evalueret inden næste sæson.

Omlægning af turneringen

Med en mulig start d. 13. juni mister vi 40-50% af den samlede oprindelige turnering, og da enkelte hold ønsker at trække sig, skal sæsonen planlægges på ny. Det sker ud fra følgende kriterier:

–          Alle landsdækkende rækker afvikles som enkeltrækker

–          T20 Serie1 afvikles som en enkeltturnering i Øst og to stævnerunder i Vest, med én samlet finaledag d. 8. august (inden ICC T20 landsholdsturnering over to weekender medio august)

–          Alle øvrige T20 serier gennemføres med flest mulige hold på tilpassede datoer, inkl. hverdage specielt i Øst

–          3. og 4. division samt Oldboys tilpasses, så flest mulige kampe kan gennemføres, muligvis ved reduktion af overs, så der kan spilles to kampe samme dag

Ændringen til enkeltrækker betyder en skævhed i fordelingen af hjemme-/udekampe samt om man skal på dobbelttur eller ej. Dette er et vilkår. I spørgsmålene nedenfor bedes klubbernes angive, om dobbeltture kan ændres til flere enkeltture. Det vil give mere fleksibilitet i afviklingen og strække turneringen lidt mere ud – og fjerner bekymringen vedrørende overnatninger. Vest-klubber skal være opmærksom på, at Idrættens Hus først åbner for overnatning lørdag til søndag en gang i august (dato pt ukendt).

Klubhuse

Myndighedernes genåbning af brugen af klubhuse er også uvis, men ordentlige toiletforhold nær ved banen er påkrævet, så DCF opfordrer alle klubber til at kontakte kommunen for at forsøge at sikre dette inden sæsonstart.

At klubhuse ikke kan benyttes på sædvanlig vis, ses ikke som en hindring for kampstart.

Klubbernes opgave

Alle klubber skal SENEST fredag d. 29. maj kl. 12.00 besvarer denne mail direkte, så DCF får indsigt i jeres situation og kan lave et udkast til et nyt kampprogram for 2020:

1.      Er jeres bane klar til kampstart d. 13. juni (tromling, klipning, opstrengning mv.)?

2.      Er der specifikke datoer, hvor et hold IKKE kan spille, eller ÍKKE har hjemmebane til rådighed?

3.      Har klubben ændringer i antal tilmeldte hold? Det er yderst vigtigt for planlægningen, at klubben afgør alle tidligere tilmeldte holds fortsatte deltagelse i rækkerne i år.

4.      Er klubben villig til at udlåne sin bane til andre klubber, for at flest muligt kampe kan afvikles?

5.      Hvad synes klubber i landsdækkende rækker om flere éndagsture på tværs af landet for at undgå dobbeltture?

6.      Øvrige kommentarer til kampafviklingen eller turneringsplanlægningen? Gentag evt. ønsker fra tidligere i år, hvis de stadig gælder.

Meget skal nu gøres på kort tid, så derfor er jeres rettidige tilbagemeldinger vigtige! I hører nærmere, når den omlagte turnering er klar og tilrettet i Turneringssystemet.