Flemming Jørgensen er ikke længere iblandt os.
Søndag middag fik vi meddelelsen, at Flemming var sovet stille ind tidligt om morgenen på Herlev hospital. Efter en længere periodes indlæggelse måtte han lidt overrumplende opgive kampen til en infektion, som havde sat sig flere steder i kroppen, og som lægerne ikke kunne få endeligt bugt med. Hans sidste år var ikke spændende for ham, idet han flere gange var indlagt på hospital efter det alvorlige uheld, hvor han brækkede hoften.
Flemming var et af klubbens få æresmedlemmer – og stadig aktivt og nysgerrigt klubmenneske i GCC indtil for ganske nyligt. Det er mange år siden, han sidst betrådte cricketbanen, men hans engagement i klubben har været forbløffende indtil sidste sæson. De fleste medlemmer i dag kender ham bedst som klubbens lidt reserverede men alligevel meget bestemte “banko-mester”, som ubetinget styrede økonomien og dagligdagen i bankohallen. Faktisk var det Flemming, som sammen med Thor Jensen for ca 45 år siden startede GCC-FredagsBanko og dermed lagde grunden til klubbens sprudlende økonomi gennem adskillige årtier. Det var en yderst vemodig Flemming, som for 2 år siden var med til at tage beslutningen om at indstille bankospillet. Det huede ham ikke – efter at have brugt hovedparten af sit livs fredage “i klubbens tjeneste”. Men selv en meget standhaftig Flemming måtte erkende, at “nutiden” havde vundet kampen mod vores traditionelle bankospil.
Få af os husker Flemming fra cricketbanen – og har spillet sammen med ham. Han var en rimelig bowler med lidt sløvt tilløb – og hans gærdespil var oftest af den risikobetonede stil. Han slog hurtigt og hårdt – og var en god mand, når der lige var 1½ times spilletid tilbage ud på eftermiddagen og man med lidt tju-bang-cricket kunne vinde en hurtig anden halvleg og dermed kampen 8-6 eller 8-0. Flemming elskede at være med til at fejre en god sejr – og var i øvrigt med til at stifte GCC tilbage i 1959. Han har i årtier siddet i såvel klubbens som Bankos bestyrelser.
De seneste år så vi Flemming i klubben, når Oldboys efter hjemmekampe tændte op i grillen. Han viste sig også at være en glimrende grillmester – bare der altid stod en lille fadøl til ham.
Vi har mistet et yderst trofast medlem, hvis hjerte har banket meget for klubben “på den gode gammeldags facon”, og som vi har meget at takke for.
Æret være Flemmings minde.
Der er bisættelse på fredag d. 7. oktober kl 13 fra Glostrup Kapel på Gammel Landevej.
På Glostrup Cricket Club’s vegne, Ole Roland.